Velfærdskonference:

En strategi for fagbevægelsen

Af Elisabeth Lockert Lange

Der foregår en evig magtkamp mellem kapitalinteresser og sociale interesser. I den magtkamp kan fagbevægelsen spille en stor rolle, hvis den spiller sine politiske kort rigtigt. Nordmanden Asbjørn Wahl giver bud på hvordan.

Vi startede velfærdskampen i Norge med at føre en kamp om, hvordan man skal forstå samfundet. Det er et problem, hvis borgerne kan overbevises om fx at der ikke er råd til velfærd.

Den samfundsforståelse skal brydes, og det skal gøres gennem analyse. Hvis dette ikke er på plads, så er det umuligt at lægge strategier.”

Sådan siger nordmanden Asbjørn Wahl, daglige leder af det norske velfærdsinitiativ ”For velferdsstaten”. I efteråret holdt han oplæg for medlemmer af LFS på en konference med temaet velfærd arrangeret af fagforeningens tre områdeformænd. Et tema som vi ikke har set det sidste af, lover de tre formænd.

Den norske fagbevægelse har haft succes med sin kamp for at bevare velfærdsstaten. En kamp, en metode og en succes som er oplagt til at inspirere den danske fagbevægelse. Og det var det også netop målet med konferencen: at give deltagerne et fundament af viden, en fælles samfundsforståelse, en fælles referenceramme om man vil.

Asbjørn Wahl fortæller det, man i gamle dage ville have kaldt en opbyggelig historie. Historien om hvordan den norske fagbevægelse, ved at stå sammen og gennem grundig analyse, planlægning og strategi, har skabt en bremse for den norske kapitals forsøg på at overtage velfærdskampen.

Han fortæller om en fælles kamp og en foreløbig sejr mod kapitaltænkningen med planer om at privatisere velfærden, en kamp som startede med at fagbevægelsen i Norge for 10-15 år siden reorganiserede sig.

Satte nye mål

Baggrunden var den samme som herhjemme: en drejning mod højre, også for Arbeiderpartiets (det norske Socialdemokraterne) vedkommende. Tidligere rene statsvirksomheder blev delvist privatiseret, og sundhedssektoren blev markedsorienteret – alt sammen i en arbejderpartiregerings tid.

Fagbevægelsen forsøgte at forsvare sig, men der var sket en a-politisering, af-ideologisering og af-radikalisering, mens velfærdsstaten voksede frem. Der var, lidt ligesom efter depressionen depressionen tilbage i 30’erne, indgået en slags stiltiende aftale mellem arbejdere og kapital.

Men som tiden gik, blev den demokratiske kontrol med økonomien, regulering af markedet og en vis kapitalkontrol gradvist sat over styr. Det var ellers via denne kontrol at man byggede offentlige velfærdstjenester og infrastruktur, fortæller Asbjørn Wahl.

”Meget var muligt, da vi byggede velfærdsstaten. Det omfattede begrænsninger af markedets kræfter og var et resultat af social kamp. Det ændrede magtforholdene i samfundet. Det var dengang vi havde de store kampe, generalstrejker og hårde konfrontationer.”

Velfærdsstaten opstod med andre ord i et kompromis mellem de to parter. Kapitalejerne valgte nemlig at være en del af det. Alternativet var værre mente de, altså socialisme.

Men ”nogen” ønskede efterhånden at genskabe tidligere tiders frihed for kapitalen. Det lykkedes i stigende grad med frit spil for kapitalbevægelser og mere og mere snak om privatiseringer.

”Hvis velfærdsstaten ikke skulle falde fra hinanden i hænderne på højrefløj og kapital, skulle der ske noget, skulle der gøres noget.

”Vi satte os nye mål i 90’erne. Vi var i defensiven, fordi mange støttede liberalisering og markedsgørelse. Og vi havde som mål at ændre styrkeforholdet mellem arbejdere og kapital så vi kunne presse Arbeiderpartiet til venstre og skabe en situation, hvor en centrum-venstreregering kunne komme til”, siger Asbjørn Wahl.

Projekt med retning

Det blev til et stort projekt, som gav retning og perspektiv. Og både kampens mål og midler var nøje planlagte.
Det første var at føre en kamp om, hvordan man forstår samfundet. At have et samfund hvor folk er blevet overbevist om, at der ikke er råd til velfærd, det er ikke til at have med at gøre. Den samfundsforståelse ville de bryde, og de besluttede at gøre det gennem analyse.

Det næste var at bygge alliancer, masser af alliancer, forskellige alliancer.

Det tredje var at formulere alternativer til liberaliseringen. Det vil sige: formulere forslag til at styrke og forbedre den offentlige sektor og velfærden. Dette er en vigtig pointe for Asbjørn Wahl, for som han siger, der var faktisk god grund til meget af den kritik og utilfredshed med den offentlige sektor som folk flest havde på det tidspunkt.

Det fjerde punkt var at udvikle fagbevægelsen, så den blev en selvstændig politisk aktør. Målet var – er – at fagbevægelsen skal spille en stærkere politisk rolle, så stærkt at den reelt kan påvirke de politiske partier og den politiske retning i samfundet.
Og alt dette gjorde de så.

”Det betyder ikke at det ikke stadig er fagbevægelsen, som er i defensiven, og kapitalen som er i offensiven, men der er dog sket noget. Vi lykkedes med flere ting. Og nu skal modellen udvikles videre”, peger Asbjørn Wahl på.
Når det første trin, samfundsanalysen, er så vigtigt som fundament for det videre arbejde, er det fordi det handler om samfundsmagt.

Det er magtkampe, som foregår overalt. Magtkampe om fordelingen af goder i samfundet, for det er fordelingen det hele handler om. De som har magt kan påvirke fordelingen, det er en interessekamp, der foregår. Og som han siger: ingen steder hører man de rige sige at nu har de nok, nu behøver de ikke flere penge.

”Markedet fordeler intet af sig selv, derfor er det nødvendigt at have en styring. Tværtimod er det netop markedsøkonomien, som har skabt sociale problemer, sundhedsproblemer og arbejdsløshed – den uregulerede frie liberalisering. Og derfor måtte andre sørge for at skabe velfærdsordninger.” Magt er også kontrol over ressourcerne, fx vandkraften i Norge, som der blev forberedt et salg af ”så kapitalkræfterne kunne styrkes.”

Det offentlige er det nye marked

I sin beretning om velfærdsøkonomiens historie går Asbjørn Wahl helt tilbage til 1800-tallet for at tegne et historisk rids og skabe en historisk forståelse af udviklingen. Fra industrikapitalisme og kriser over den voksende fagbevægelse og det voksende arbejderparti til 30’ernes store arbejdsløshed og elendighed. Og den efterfølgende demokratiske kontrol med økonomien med regulering af markedet og en vis kapitalkontrol, som der blev lagt grunden til i 40’erne.

”Via den kontrol byggede man offentlige velfærdstjenester og infrastruktur. Men velfærdsstaten påvirkede ikke ejerforhold, det var og er 10 pct., som kontrollerer 90 pct. af al ejendom.” Ændringen kom i 70’erne med oliekrise, valutakrise og stålkrise.

Kapitalejerne kom fluks på banen og råbte ”slip markedskræfterne fri, og lad kapitalen gå hen hvor den vil”. Og fagbevægelsen var ikke forberedt på at stort set alle reguleringerne faldt.

”Det satte gang i massive spekulationer, for vi har en kapital med stor ekspansionstrang på jagt efter nye markedsområder og med et overskud af kapital. Og der skal et højt gærde til for at begrænse kapitalens muligheder for at omsætte kapitalmagten til politisk magt. Og det gærde er en forudsætning for velfærd.

Ikke at forveksle med velstand. Som man med al tydelighed kan se det i USA.”
Asbjørn Wahl frygter for velfærdsstatens nederlag hvis den nuværende udvikling får lov til at fortsætte:

”Den næste ekspansion for de profitgivende selskaber er den offentlige sektor, nu hvor de allerede er aktive i alle lande.” Han fortsætter:

”Vores økonomi er en spekulationsøkonomi, hvor over 70 pct. af al køb og salg er af penge, altså valutaspekulation. Denne spekulation er eksploderet, fordi politikerne har afreguleret markedet. Samtidig sker der en øget udstødning fra arbejdsmarkedet, og det grundfæster dette system som verdens internationale økonomiske system.”

Fx GATT-aftalen (Den almindelige aftale om Told og Udenrigshandel, på engelsk General Agreement on Tariffs and Trade fra 1947).

”Den var ønsket af kapitalejerne som en overordnet aftale og et instrument til liberalisering, men også til at gå uden for den demokratiske proces. Alt dette er en kamp om ressourcer, om fordeling.”

Private overtager

Idéen med velfærdsstaten er at strømmen går fra kapital til offentlig sektor, fra rig til fattig. Men nu går det modsat på alle områder, vurderer Asbjørn Wahl.

Ikke mindst via New Public Management eller moderniseringen i den offentlige sektor (som også vi her på siderne har skrevet om flere gange), hvis formål er – i én sætning – at det offentlige skal drives som det private. Inklusiv evalueringer, målinger, rapportskrivning, løntyper etc.

”Det betyder også en svækkelse af den politiske styring og kontrol. Nu skal markedet disciplinere politikken. Med kommunale underskud skaber man et stærkt pres på omsorgsområder, og så kan de private overtage, når det ikke går godt. Se bare på vand, busser, renovation, sygehuse”, siger han og fortsætter:

”Gigantiske multinationale overtager, hvor det offentlige presses ud. Arbejdspresset bliver hårdere, vi ser et mere brutalt arbejdsliv, folk udstødes, får alvorlige problemer, der har fx været en enorm øgning af invalidepension og førtidspension i Norge. Der er hårde økonomiske krav med indbyggede økonomiske incitamenter, så folk udstødes. Og der bliver større og større forskel på rige og fattige.” Og det er netop den analyse af samfundet og dets udvikling, som fagbevægelsen i Norge har analyseret og bredt ud på en måde, så det har haft en effekt. Folk godtager ikke bare den liberale version af samfundet mere.

”Og så har vi lavet alliancer, brede alliancer. Først i fagbevægelsen, hvor mange faktisk først syntes det var da okay med noget privatisering. Indtil de forstod hvad det var. Vi lavede også alliancer med andre organisationer, både private og offentlige fagforbund, studenterorganisationer og kvindeorganisationer. Det var på grund af disse alliancer at centrum-venstre regeringen i Norge blev en realitet.”

Det norske velfærdsinitiativ erkendte tidligt at de ikke ville nå deres mål, hvis de blot sagde nej til privatisering. De måtte diske op med alternativer. De måtte sige ja til omstilling, ja til fornyelse – i et nedefra-og-op-projekt. De søgte kontakt med ”sympatiske” kommuner og indgik aftaler om fornyelse og udvikling men uden privatisering.

”Og alle evalueringer viser større tilfredshed i de kommuner, både hos dem der arbejder der, hos brugerne og kommunerne.
Nu er dette projekt udbredt til et regeringsprojekt, som alternativ til privatisering. Det var vores eget initiativ, og det er en stor sejr for os.”

Fokus på politik

Også rent politisk skete der forandringer. Fagbevægelsen blev udviklet som en selvstændig politisk aktør. I Trondheim 2003 brød fagbevægelsen alliancen med Arbeiderpartiet og begyndte at udvikle sin egen politik. Den opstillede 18 krav som de gik til de politiske partier med. Og sagde til dem at de ville støtte dem, der ville støtte kravene. De krævede med andre ord en ny politisk kurs.

Det valgte det norske Arbeiderparti og andre partier at gøre, og højrefløjen blev halveret. Samtidig blev adskillige ting af-privatiseret.

Pointen er at fagbevægelsen blev stærk nok til at presse de politiske partier. Og at det blev muligt, da det blev tydeligt for alle, hvad alternativerne til privatisering og liberalisering var. ”Vi satte fokus på politik, ikke på partier”, fortæller Asbjørn Wahl. Og de mange forslag til ny politisk kurs fik fagbevægelsen fra deres medlemmer. På opfordringen kom der 155.000 forslag.

Mange var naturligvis de samme, og så gik de til partierne med et udvalg. De huskede også at sende partiernes svar tilbage til medlemmerne.

”Alt dette styrkede oppositionen og modstanden mod privatisering.
Det skærpede den politiske kamp.” Asbjørn Wahl fortæller med begejstring i stemmen, at da det norske kommuneforbund i valgkampen blev udpeget af højrefløjen som fjende nr. 1, da jublede de.

”Men vi skal ikke hvile på sejren. Regeringen er vendt tilbage til nogle af uvanerne, bl.a. er magt allerede overført fra politikerne til kapitalen, så alt er vanskeligere. Det politiske pres skal opretholdes, og det skal være nedefra. Stemningen i befolkningen er heldigvis også ved at vende, for markedstænkningen er ikke mere rosenrøde løfter. Folk er ved at opleve på deres egen krop hvad markedsliberalismen gør. Og det skaber uro”, siger han og konstaterer:

”Nyliberalismen opfanger den utilfredshed, som den selv har skabt og skjult årsagerne til. Og så retter de den mod fx indvandrerne.

Vi vil politisere den utilfredshed og rette den til en kollektiv kamp. Fagbevægelsen skal ikke gå på kompromis men forsvare velfærdssamfundet. Den skal tænke de konkrete lokale kampe ind, bruge de konkrete daglige kampe, så de bidrager til det lange sigt. Og vi skal forholde os konkret til den fælles virkelighed, det er der vi kan mobilisere folk.”