Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Debat
Hvorfor sku’ jeg sige ”Ged”?
Jamen, så gør vi da som Bo Asmus Kjeldgaard opfordrer til i Børne- og Ungdomsforvaltningens nye personaleblad: Bruger ”bladet til eftertanke og refleksion over hverdagen som medarbejder i BUF.” Jeg, som ikke engang var klar over, jeg savnede et personaleblad, vil da gerne se, om hængslerne kan holde til borgmesterens åbne ”vinduer på vid gab”, selv i efterårets stormende kuling og de lange mørke dage med bidende frost! Eller sagt mere direkte: Er bladet en åbner for dialog?
Borgmesteren skriver at vi er godt på vej til at få gjort BUF til ”en hypermoderne” forvaltning. Hvad Søren er så lige en hypermoderne forvaltning? I Qvortrupsk forstand refereres der til det komplekse og mangfoldige moderne, hvor visheden om morgendagens viden, indhold og kompetencer netop står hen i det uvisse. Men er det nu det borgmesteren henfører til? Hm, hvis man ser på de tiltag og visioner, der flyder fra forvaltningen og ud til dagtilbudsområdet, er det så ikke i mere webersk forstand en målrationalitetsforståelse der bør lægges til grund for borgmesterens hypermodernitet? Og det er altså ikke særligt moderne. Heller ikke hverken særligt socialdemokratisk eller videre ud mod venstrefløjsagtigt. Snarere virker noget af forvaltningens politik mere, som regeringspolitikken med neoliberale målrationaliteter i sigte, hvor der satses på målstyringskonceptet og hvor regel- og budgetoverholdelse afløses af resultatorienteret kontrol. En politik der satser mere på målstyring frem for på indholdsstyring.
Og hvorfor nu påpege al dette? Fordi jeg ser tendenser i denne retning – her skal blot anføres to.
Jeg var en af de glade deltagere i forvaltningens Dannelseskonference i DGI-byen for godt og vel et års tid siden. Her var der endelig et skridt i den rigtige værdiskabende retning for byens børns trivsel. Konferencens afsæt, var på et højt kvalificeret og fagligt niveau og jeg mindes første række var okkuperet af forvaltningens folk. Hvor blev de værdier, den diskussion, de tanker af? Ja, nu kommer der en lille pjece – men man må da forvente noget mere af et så stort igangsat begreb.
Da temaet for nogle år siden var læring, væltede det ind med kurser, temadage, pjecer, projekter. Dannelsesbegrebet er ikke et let tilgængeligt begreb at gå til, hvad konferencens foredragsholdere betonede, men selv på første række må man have hørt at samtlige oplæg, indeholdt ordene ”før der er læring, er der dannelse.” Dannelsesværdier for livslang læring – lad os nu få de tanker mere på banen, når nu de er sat i gang. Målelige værdier eller ej.
Den anden tendens er, den nyligt indførte Københavnertest, hvor 5-åriges sprogkundskaber skal testes via en ret så målrationel metode og med en outputstyring, som ikke bidrager med andre resultater end tal på, hvor velfungerende sproglige børnene var lige netop den dag, hvor testen blev lavet på barnet. Testens udformning og indhold er nærmest et overgreb på barnets ret til at blive betragtet som et menneske med integrerede personlige og sociale kompetencer i et holistisk samspil med omverdenen. Se, det er hypermoderne (altså den sidste del af sætningen) – at opdrage, lære, ja, vi kan også kalde det uddanne børn til motiverende praksisser for morgendagens uvisse komplekse og mangfoldige kompetencekrav i en socialiserende verden.
Børns kommunikative formåen er i høj grad essentielle kompetencer i fremtiden, ingen tvivl om dette. Der skal anvendes pædagogiske ressourcer på dette i dagtilbud – pædagogernes indsats på dette område er i fokus fra den dag, barnet møder i dagtilbuddet første dag. Sprogtilegnelses- og sprogforståelsesmetoder er aktive redskaber, der med barnet udvikler barnets kommunikative kompetencer – og indlejret i disse processer ligger redskabet til evaluering af barnets kommunikative kunnen. Målrationelle tests på delområder af et levet liv, fortæller ikke meget om barnets kompetencer til videre færd i livet. Som sidst jeg lavede en ”test” på et barns sprogkunnen:
I noget tid havde jeg siddet med en dreng på knap 3 år sammen med talepædagogen – i vuggestuen var vi bekymret for barnets udtale af ord, så derfor valgte vi, at lade ham teste hos en fagperson. Forgæves gav talepædagogen op, drengen nægtede at sige noget. Da hun havde forladt rummet, kiggede drengen op på mig og sagde, højt og tydeligt: ”Hvorfor sku’ jeg sige ged?”
Forandringsprogrammer skal der til, men jeg er ikke helt sikker på i hvilken retning ”vi er godt på vej om end ikke helt i mål” – lige nu er der tegn på at vi er ved at score et selvmål. Og det kan være det er hypermoderne i borgmesterens terminologi, men holdet – og dets spillere – vinder altså ikke ved at score i den gale ende af banen.