Stress

Jeg kan kun tilbyde mine arme og ben

Tine Bjerre Larsen

I alt for lang tid arbejdede Britta Frydensberg og hendes kollegaer uden afdelingsleder og med vikarer, der kom og gik. De forsøgte at få hverdagen til at hænge sammen for beboerne på bostedet, men Britta og flere andre endte med selv at gå helt ned med flaget.

Britta Frydensberg, 53 år, har efter nogen overvejelse indvilliget i at fortælle om et år i sit liv, som hun egentlig helst vil glemme, og som hun har svært ved at forholde sig til. For den person, der gik på arbejdet og kæmpede sig igennem hver dag, selv om hun indvendig var et stort kaos, har hun svært ved at forbinde med sig selv.

Britta var ansat på en døgninstitution for fysisk og psykisk udviklingshæmmede i København, da hun en dag sidste efterår blev sendt hjem af en kollega, der kunne se, at den var helt gal med hende.

”Nu har du spurgt mig om den samme ting tre gange, tror du ikke, at du skulle tage og gå hjem”, sagde min kollega.”

Britta gik hjem og kom aldrig tilbage på arbejdet. Hos lægen fik hun konstateret forhøjet blodtryk, stress og en depression.
Det er længe siden nu, men selv om hun har det meget bedre i dag, tvivler hun på, at hun nogensinde kommer til at arbejde på fuldtid som pædagog igen.

”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan bruge mit hoved igen.
I øjeblikket kan jeg i hvert fald kun tilbyde mine arme og ben som arbejdskraft, for hvis jeg skal have tre ting i hovedet, så klikker det”, siger Britta og ser ked ud af det.

Vi slog kolbøtter for at få vagtplanen til at gå op
Det er ikke fordi, at hun ikke bryder sig om sit fag eller det arbejde, som hun blev syg af. Tværtimod.

”Jeg var glad for mit arbejde, selv om det var tungt både fysisk og psykisk. Alle beboerne i min afdeling sad i kørestol og skulle have hjælp til alt – lige fra at få børstet tænder, blive skiftet og madet, til at flyttes og vendes, hvis de var syge. Det var et arbejde, hvor det gjaldt om at finde pædagogikken i de små ting, men det var et dejligt arbejde. Man får så meget igen fra beboerne, så selv om det var krævende, så var jeg glad for at komme derhen hver dag”, siger Britta.

Sammenholdet med de andre kolleger var også godt, selv om hverdagen var begyndt at blive mere og mere stressende. I lang tid havde de måtte klare sig selv, fordi deres afdelingsleder havde været langtidssygemeldt. Og da nogle af de faste kolleger sidste forår sagde op, og der ikke var nogen ansøgere til stillingerne, blev det meget svært at få tingene til at hænge sammen.

”Folk kom og gik, og til sidst var der kun 4-5 ud af den faste stab på 14 ansatte tilbage. Vi fik vagtplanen til at hænge sammen ved at tage det, vi kalder ”kolbøttevagter”, så vi bare var hjemme at sove og kom på arbejdet igen næste morgen eller ved at have ekstra lange vagter. Hvis vi ikke organiserede os ud af det på den måde, ville der kun være vikarer på vagt, og det ville vi ikke byde beboerne”, siger hun og fortsætter:

”Når man kender en beboer godt, så ved man, at vedkommende helst ved have sin havregrød på den bestemte måde – og forstår hvad der siges med mimik og lyde. Men det var meget stressende hele tiden at rykke rundt på tiderne. Og udover at man havde sin egen beboer, så tjekkede vi hele tiden, om de nye, som ikke var vant til huset, nu havde husket, at den og den beboer havde fået den rette medicin eller var blevet smurt med sin salve.”

Vi var bange for en forælder

Britta er tydeligt berørt, når hun fortæller om tiden op til hendes sygemelding. Især problemerne omkring en meget krævende beboer, hvis pårørende var meget svær at samarbejde med, gik hende og hendes kolleger meget på.

”Til sidst var det næsten sådan, at vi fór sammen, når døren
gik og skyndte os at tjekke, om vi havde husket alle de instrukser, som skulle følges omkring beboeren. Sad hun nu rigtigt?

Var hun blevet skiftet og havde spist og drukket? Det var frygteligt stressende, og den ene beboer åd tiden fra alle de andre. Det var frygteligt stressende, og det endte med, at vi gik til ledelsen, som simpelthen ikke troede på, at det vi sagde kunne være rigtigt.

Det var en ubehagelig situation. Men en afdelingsleder fra en anden afdeling blev sat på som observatør resten af ugen, og hun fandt hurtigt ud af, at det var rigtigt.”

Hvorfor sagde I ikke noget til den pågældende forældre? ”Det gjorde vi også. Men vores tillidsrepræsentant havde taget et møde med ledelsen og den pårørende, og det var endt med, at tillidsrepræsentanten søgte andet arbejde. Så vi kunne se, at det ikke nyttede noget, og vi havde også så travlt, at vi ikke havde overskud til at handle. Vi skulle bare overleve.”

Filmen knækker

Samtalen med ledelsen ændrede ikke for alvor forholdene, og da det blev september, forsvandt mange af de studerende som vikarer. Det betød, at Britta og hendes få faste kolleger skulle løbe ekstra hurtigt.

”Vi var kun fem tilbage af 14 ansatte, og to af dem var helt nye, som skulle køres ind. Det var en meget kaotisk tid. Hvis vi var tre på vagt, som vi skulle være, så var de to vikarer. Jeg kan huske, at jeg vågnede om natten og ikke kunne sove, fordi det hele kørte rundt i hovedet på mig”, siger Britta og er igen lidt våd i øjenkrogen.

”Jeg ringede til nattevagten og sagde, at jeg ikke kunne huske, om vedkommende beboer havde fået sin medicin, og jeg skulle hele tiden dobbeltkontrollere alting. Jeg var grædefærdig, men hvad pokker skulle jeg gøre? Jeg vidste, at hvis jeg blev hjemme, så var de højst sandsynligt kun to på arbejde, og det ville i sidste ende gå ud over beboerne.”

Var du klar over, at du var ved at være langt ude?
”Nej, jeg tror, at jeg kørte på adrenalinen, indtil en kollega kunne se, at den var helt gal og sagde til mig, at jeg skulle tage hjem.”

Forhøjet blodtryk, stress og depression

Lægen ordinerede blodtryksdæmpende medicin og antidepressiver.
Britta Frydensberg havde en depression og blev sygemeldt i to måneder.

”Jeg gik bare derhjemme og trissede rundt og kunne ingenting.
Jeg kan huske, at jeg skulle udfylde en skadesanmeldelse hos lægen, og jeg sad helt grædefærdig og kiggede på papirerne. Siden fik jeg hjælp fra LFS og en socialrådgiver til at anmelde min stressbetingede depression som en arbejdsskade. Uden dem havde jeg ikke kunne overskue det.”

Karin Bengtson, fællestillidsrepræsentant for specialområdet i LFS, er med til en omsorgssamtale på Brittas arbejdsplads i november som bisidder, fordi der ikke er nogen tillidsrepræsentant.
Hun kan huske, at hun var overrasket over, at Britta til samtalen sagde, at hun ville tilbage til arbejdet.

”Hun lignede absolut ikke en, der var parat til at gå på arbejde.
Hun græd hele tiden og så meget ældre ud, end hun gør i dag. Det var svært at stille spørgsmål til hende og støtte hende, fordi hun svarede det ene den ene dag og noget andet den næste”, siger Karin Bengtson.

Britta Frydenberg kom da heller ikke tilbage. En kollega, som også var gået ned med stress og depression, var kommet på Stolpegården, og Britta spurgte sin læge, om det også var en mulighed også for hende. Det var det, og to måneders behandling sidste forår blev vendepunktet, som fik hende op af det sorte hul, som hun længe havde befundet sig i.

”Det forløb var guld værd. På stolpegården var der terapeuter døgnet rundt, så de søvnløse nætter kunne blive bearbejdet med det samme. Gruppeterapi og flere andre tilbud gav gode redskaber til at håndtere livet med. Og senere var det at opleve, at andre var i samme situation som mig, meget givende.”

Anden samtale og fyring

Det er ikke første gang, at LFS er involveret i problemer på bostedet.
For fire år siden reagerede LFS for første gang, fordi der var alt for få uddannede pædagoger ansat på institutionen.

”Vi var bekendt med en del langtidssygemeldinger fra den arbejdsplads. Kort tid efter at der havde været pædagogisk tilsyn på institutionen, valgte forvaltningen at afskedige forstanderen”, siger Karin Bengtson.

På grund af hendes mange sygedage blev Britta fyret efter et næsten et års sygemelding. I øjeblikket er hendes sagsbehandler ved at finde ud af, om hun kan komme på et afklaringsprojekt i Ballerup kommune, hvor hun bor. Selv har Britta taget en vagt i en beboerklub for at se, hvad hun kan holde til arbejdsmæssigt.

”Den ene vagt gik ok, men da jeg tog to vagter gik det galt.
Jeg skulle tage imod penge og pludselig kunne jeg ikke lægge to og to sammen, så mere skal der ikke til. Det er egentlig sørgeligt, men jeg ved ikke, om jeg kommer til at bruge mit hoved mere. I øjeblikket kan jeg kun tilbyde to arme og to ben.”

Britta er ked af det, men bitter eller vred på den tidligere ledelse, som ikke støttede hende og hendes kolleger, er hun ikke. Hun ved heller ikke, om hun kunne have undgået den sygemelding, men hun vil gerne give et råd til kolleger i lignende situationer.

”Sig fra. Hold øje med om I får flere og flere opgaver. De kommer listende, og til sidst vælter læsset. Vi skulle have sagt fra og reageret meget før. Vi kørte i alt for lang tid uden en afdelingsleder og klarede alting selv. Det gik også fint, lige indtil vi ikke kunne mere”, siger Britta og bliver grødet i stemmen.

”Jeg synes egentlig, at jeg er god til at sige fra, men jeg sætter åbenbart mine grænser for langt ude og for sent. Jeg tror nok, at jeg er socialt belastet. Jeg er vokset op med at skulle klare tingene selv og ikke være andre til besvær.”
Er du ikke vred over at være blevet syg på grund af dit arbejde?

”Jeg er da ked af det, og det skal jeg heller aldrig opleve igen.
Men jeg bærer ikke nag. Måske viser der sig nogle nye muligheder.
Jeg har i hvert fald fået ryddet op i mit liv. Vi bærer jo allesammen rundt på en rygsæk af oplevelser og problemer fra hele livet. Jeg har fyldt rigeligt i min, og på et tidspunkt revnede den.

Jeg bliver aldrig den person, som jeg var før, men jeg håber, at jeg kan få stykket en ny og god tilværelse sammen. For livet er for kort til at have ondt af sig selv”, siger Britta Frydensberg.

Socialpædagoger er en udsat faggruppe Tal og forskning fra bl.a Arbejdsmedicinsk klinik og det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at det slider på psyken at skulle tage sig af andre mennesker. Omsorgs- og menneskefagene giver størst risiko for at gå ned med stress og alvorlig behandlingskrævende psykisk sygdom, og ikke mindst pædagoger og socialpædagoger i dag- og døgninstitutioner hører til faggrupper, som er særligt udsatte. Grænseløst arbejde, lav indflydelse og høje jobkrav, høje følelsesmæssige krav, skiftende arbejdstider og trusler på arbejdspladsen er nogle af de stressfaktor, der øger risikoen for at brænde sammen. Sidste år fik Arbejdsskadestyrelsen knap 3000 anmeldelser af psykiske arbejdsskader, hvilket er en firedobling siden 2000. Kilde: Ugebrevet A4 og Arbejdsskadestyrelsen

Sådan undgår du stress - Træk klare grænser mellem arbejde og privatliv og sørg for, at der er tid til begge dele. Læg arbejdsdagen bag dig, når du forlader jobbet. – Hav ikke skyldfølelse over, at du ikke nåede alt, hvad du gerne ville. Vær tilfreds når du ved, at du ikke kunne gøre mere den dag. - Sørg for at lade op og foretage dig noget, som giver glæde og energi i din fritid. Vær opmærksom på, at træthed og manglende lyst ofte er det første tegn på, at man er stresset eller deprimeret. - Kast dig ikke ud i de store diskussioner med fx kolleger og forældre, der kommer med kritik. Forklar stille og roligt, at du har gjort, hvad du kunne under de arbejdsvilkår, du har. - Find ud af hvad der er dit ansvar, og hvad der er andres, hvis stress på arbejdet skyldes dårlig organisering af institutionens arbejde. Vær med til at ændre det, der kan og bør ændres, men accepter det, der ikke kan ændres. Kilder: Arbejdsmedicinsk klinik, Århus, Bo Netterstrøm m.fl.

Inddragelse af arbejdspladsen sikrer jobbet På Psykiatrisk Privatklinik i København forsker man i sammenhænge mellem stress, psykiske problemer og arbejdsliv og udvikler metoder, der kan forebygge stort sygefravær og udstødelse fra arbejdsmarkedet. Speciallægerne Lars Aakerlund og Jesper Karle fra klinikken har gode erfaringer med at etablere samarbejde mellem arbejdspladsen, den depressionsramte og lægen. ”Det er en god ide at holde en rundbordssamtale med medarbejderen, en leder, en tillidsrepræsentant og den praktiserende læge. Det handler om sammen at hjælpe medarbejderen tilbage i jobbet og for eksempel organisere arbejdet, så der ikke er for mange akutte opgaver oveni de planlagte opgaver. Medarbejderen skal ikke pakkes ind i vat, men vi laver en konkret aftale om arbejdstider og opgaver, så man ikke efter et stykke tid glemmer at tage hensyn”, siger Lars Aakerlund. Når arbejdspladsen inddrages, lykkes det for 80 procent af medarbejderne at komme tilbage i arbejdet. Normalt mister 2/3 af dem, som har været sygemeldte mere end otte uger, deres arbejde. ”Kontakten til arbejdspladsen er vigtig, og derfor skal medarbejderen, der er ramt af stress eller en depression, tage på besøg på arbejdspladsen bare et par timer for at drikke en kop kaffe. En vigtig del af behandlingen er, at man ikke mister selvtilliden. Det gør man let, hvis man går rundt alene derhjemme og tænker triste tanker”, siger Lars Aakerlund.