Velfærdskonferense

Bureaukrati og dødvande

”Hvor mange af jeres unge går med kniv – svar inden tre dage”… den slags hovsa-spørgsmål og krav udsættes institutionerne for. Skal vi svare dem eller fortælle dem at de er galt afmarcheret?

Kirsten Egsgaard kender praksisfeltet fra adskillige år daginstitutionsleder i Københavns Kommune.

Hun fortalte på konferencen om sin egen rejse fra tilfreds fritidshjemsleder til i frustration over bureaukrati og evindelige krav om alt muligt fra kommunens side at tage sit gode tøj og gå.

”Der er alt for meget bureaukrati, det giver dødvande og tager al tiden fra andet end skrivebordet. Det tager arbejdsglæden og man bliver mavesur. Så til sidst gad jeg ikke mere, og da jeg ville lukke døren grundigt, lod jeg mig interviewe i Ugebrevet A4.”

Hvordan modvirker man markedsgørelsen i det praktiske liv? Hvordan tager man magten tilbage i sit lokale felt?

En viden om udviklingen er vigtig, vurderer hun. Også at kende sin egen arbejdsplads godt og dens placering i lokalområdet. Så er det lettere at være på forkant med alt det der sker.

”Vi kan bruge vores viden om de børn vi har og det lokalområde vi ligger i, til at finde ud af hvor vi vil hen og hvad vi kan. Især sammen. Vi er den tavse viden, hvis vi kommer ud med den viden og får den analyseret, kan vi bruge den.”

Den øgede skriftlighed er både vigtigt og god. Den betyder noget i forhold til politikerne, og den er vigtigt for selv at definere hvad der ikke må gå tabt.

Hun fortæller om den fusion hun var en del af:
”Det er så vigtigt at processen er klar og tydelig. At man diskuterer det reelle og er synlig, når man laver den slags. Og så er det ikke svært at komme i lokalpressen for det gode, de tager gerne stof fra os.”

Politikkerne vælter ned over institutionerne, i en sådan grad at det det kan
være svært at få plads til sin egen profil.

”Vi valgte at vi slet ikke ville forholde os til dem alle. Eller vi gav tingene en anden vinkel, fx arbejdede vi med relationer i stedet for mobbepolitik. Desværre er vi generelt en faggruppe, som gør hvad der bliver sagt. Men vi bør spørge for hvis skyld vi laver disse politikker. Er det institutionen, for børnene eller for politikerne? Hvorfor ikke gøre den slags efter behov, og mere nuanceret.”

Kirsten Egsgaards institution valgte at bruge meget tid på høringssvar, fordi en institution ikke kan drives uden fagpolitik og holdninger til politik. Derfor anbefaler hun også møder. De er med til at skabe en god arbejdsplads, at alle bliver hørt, at alle er en del af arbejdspladsen.

”Vi skal bevidst holde modet oppe og presse på. Og huske at den pædagogiske verden og vores arbejde faktisk er synlig fx hos forældrene. Så lad os holde hovedet oppe og finde samarbejdspartnere i kommunalt regi.”
EL