Velfærdskonference

Forgubningen

Af Elisabeth Lockert Lange

Den danske velfærdsmodel er forudsætning for mange ting. For lige muligheder, for reelt demokrati og for at det private erhvervsliv kan fungere med en veluddannet arbejdskraft. Dens udfordring er først og fremmest at der bliver færre til at tage sig af flere og flere ældre. Heldigvis er befolkningen også mere og mere optaget af velfærd, glæder Dennis Kristensen sig over.

Kernen i velfærd er menneskelig arbejdskraft, som står ansigt til ansigt.”
Siger Dennis Kristensen, som også giver sin vinkel på velfærd ved efterårets velfærdskonference arrangeret af de tre områdebestyrelser.

For ja, hvad er velfærd – og hvad er der brug for bliver gjort i den nuværende situation.

Dennis Kristensen tager udgangspunkt i den traditionelle definition, altså at nogen har brug for mere støtte end andre, og det tager fællesskabet så ansvar for. Den definition gælder stadig for ham:

”Det er en opgave at sikre at alle har lige muligheder, og derfor skal folk behandles forskelligt, fordi forudsætningerne er forskellige.” Han slår fast at velstand ikke er det samme som velfærd, velstand kan være forudsætningfor at udvikle velfærd, hvis man netop gør det til et fælles ansvar.

Velfærd er også omfordeling mellem grupper i samfundet, det er velfærdens styrke. Det er en evig kampplads, hvor stor omfordelingen skal være.
”Vores velfærdsmodel er også forudsætningen for at det private erhvervsliv kan fungere, uanset hvad samme erhvervsliv siger. Jeg bliver træt af at høre dem sige at der skal skrues ned for den offentlige sektor, for den handler ikke kun om folkepension. Det er hele systemet, inklusiv den uddannelse som erhvervslivet har brug for i form af veluddannet arbejdskraft med gode kompetencer. Også den er betalt af velfærdssamfundet og et produkt af det.”

Stor udfordring

Den offentlige sektor har i mange år været udskældt og set ned på – lige fra sygehjælpere til lærere og pædagoger. Sådan er det heldigvis ikke mere – i hvert fald i langt mindre grad end tidligere. Og det glæder Dennis Kristensen sig over.

”Selvfølgelig kan der godt være noget at kritisere i den offentlige sektor, men det handler mere om velfærd end om skattelettelser, så det er vendt nu, og det er det mest positive i diskussionen lige nu.”

Den store udfordring set fra en dansk vinkel er at befolkningen bliver ældre og ældre, en forgubning med andre ord. Samtidig er der få unge på vej. Så det gælder om at få alle i gang her i Danmark på en måde så det ikke svækker velfærden, og en import af arbejdskraft fra områder med store befolkninger vil nok også komme på tale, vurderer han.

I tal forlader hver fjerde offentligt ansat arbejdsmarkedet inden for de næste ti år, det vil sige 200.000 ud af 800.000, så hvis der skal ydes som i dag, skal der tilføres 200.000 mennesker til den offentlige sektor på ti år. På nogle områder ser det mere grelt ud.

”I ældreplejen, hvor det er ansigt til ansigt, er der i fuldtidsstillinger 80.000 ansatte. Her er det hver tredje, der forlader området de næste ti år. Og da vi alle jo bliver ældre, så der skal bruges yderligere 10.000 nye ud over dem, der forlader arbejdsmarkedet, bare for at levere det samme som nu. Og højere krav stiller vi jo alle i stigende grad, fordi vi bliver rigere.”

Dennis Kristensen glæder sig over at befolkningen bevæger sig i retning af at være bekymret for velfærden. Og at den private model kommer under debat.

”Fra det private område kommer det tankesæt at velfærd er noget, vi anbringer på et marked, og så lader vi markedskræfterne virke. Men det er en alvorlig fejl man er ved at begå, når man sidestiller døde varer med mennesker.

Man kan ikke tilrettelægge produktion på samme måde som ældrepleje.” Den nordiske måde at betragte velfærd på er som en grundlæggende rettighed.
Hvis man har behov så har man også ret, når de givne betingelser er opfyldt.
Det betyder også at vi har en stor og decentral offentlig sektor. Det, som er offentligt her i landet, er privat eller godgørende i andre europæiske lande.

Vil have gode rammer

Dennis Kristensen langede ud efter det frit-valg-system, som fjerner emner fra den politiske beslutning og i stedet lader folk stemme med fødderne. Folk går derhen hvor et tilbud er bedst, og det er en stor udfordring, hvis det er brugernes fødder, der bestemmer, hvad der skal være privat og offentligt, frem for at det er en fælles politisk beslutning.

En deltager på konferencen peger på at manglen på arbejdskraft forstærkes af det hårde arbejdsliv, som gør at man smider folk ud af arbejdsstyrken.

Dennis Kristensen nikker i enighed. Ja tidspres, hårde arbejdsvilkår, udstødning, sygefravær osv. fylder meget i både ældreplejen og på børneområdet.

”I ældreplejen forlader de ansatte ikke arbejdsmarkedet på grund af alder, men nedslidning. Så man kan sige at vi producerer vores egne problemer.” ”Hvordan får vi vendt den udvikling, når vi har hårdt arbejde og en lille løn” spørger en deltager.

Dennis Kristensen overvejer:
”Hovedproblemet i det offentlige er at det ingen status har hos de unge.

Løn handler om position og indfl ydelse på arbejdet. Også udvikling på arbejdet er vigtigt, og følelsen af at være noget særligt på denne arbejdsplads. Jeg ser et problem i at vi producerer kritisk tænkende unge men uden baggrund i at de vil hjælpe med noget. Deres udgangspunkt er hvad arbejdspladsen kan tilbyde dem.”

På et spørgsmål om kvalitetsreform og trepartsaftale forsikrer han at FOA havde gode intentioner.

”Vi vil have lov til at levere det, vi er uddannet til og har kompetence til. Vi vil have rammer, som gør det muligt. Det skulle egentlig handle om kvalitet, som ikke koster penge, men Berlingske vurderer at det kommer til at koste 60 mia. kr. Tages fagbevægelsen som gidsler? Er det kunstigt åndedræt til regeringen eller skaber det resultater til medlemmerne? Som sagt, vores intentioner var gode.”

Der er 600 mill.kr. i aftalen til efteruddannelse. Så Dennis Kristensen mener bestemt at der er penge til at den enkelte arbejdsplads får erstatning for de som sendes på uddannelse.